Java plugin lukkes ned

29. jan. 2016
29. jan. 2016

I dag bruger de fleste steder NemID baseret på bl.a. en javascript løsning - denne vil der ikke ske noget med.
Nogle virksomheder benytter dog en nøglefil gemt på computeren. Denne type login er baseret på Java, og vil dermed forsvinde.

Hvornår virker det ikke længere?

Java laver en stille udfasning, og starter med blot at fjerne det fra næste version af udviklerværktøjerne. Det betyder ikke, at man ikke længere kan bruge det - men udviklere, der opdaterer deres værktøjer, kan ikke længere udvikle nyt til det.
Senere er det meningen, at det udfases helt og ikke længere vil blive understøttet. Der vil dog formentlig gå en længere periode inden understøttelse ophører.

Google Chrome har lukket for det

Google Chrome lukkede allerede for brug af Java i version 42 som kom i foråret 2015, og har dermed ikke understøttet Java længe.
De tog bl.a. konsekvensen pga. der rigtig ofte var sikkerhedshuller i Java delen.
Benytter du Google Chrome uden at opleve problemer, så vil lukningen af Java ikke betyde noget for dig.

Er det godt eller skidt det lukker?

Det er både godt og skidt, men nok tiltrængt.
Java blev lanceret i 1995, og er dermed efterhånden et gammelt stykke software, omend det naturligvis løbende er opdateret.
Java har dog også været en af de store grunde til sikkerhedsproblemer. Der har gentagne gange været opdaget huller i Java, som har gjort det nemmere for hackere at få adgang til computere.
Dermed må man sige, at det er godt konsekvensen af ovenstående nu tages ved at lukke for Java udviklingen.
Eneste negative ting er, at brugere, der benytter nøglefil til erhvervslogin, formentlig skal til at bruge NemId, hvis der ikke kommer en alternativ løsning. Logger man ofte ind kan det være nemmere med nøglefilen, hvor der ikke skal indtastes numre mv. hver gang.