Hvad er en browser?
Dette blogindlæg beskriver, helt nede på jorden og simplificeret, hvad en browser er. En webbrowser, eller i daglig tale browser, er et program på ens computer, som gør det muligt at vise websider. Den henter websider fra de servere/webhoteller, hvorpå siden er placeret, og "dekoder" HTML og CSS (strukturerings og formateringssprog), så vi kan få tekster, billeder og andre elementer vist på skærmen.
Eksempler på browsere
Nogle af de mest kendte browsere kan ses herunder:
- Google Chrome
- Internet Explorer
- Microsoft Edge
- Mozilla Firefox
- Safari
- Opera
Alle gør det samme job, men der er forskelle, både i hvad de kan vise, hvilke funktioner de har, hvor hurtige de er og hvordan de reagerer.
Den mest populære browser herhjemme (da artiklen blev skrevet) er Chrome, som er Googles bud på en browser. Mange finder Google Chrome bedre, fordi de synes, den er hurtigere og fuldt integreret med Googles produkter, og især også fordi den er i stand til at vise nye websider bedre. Derefter kommer Internet Explorer, så Firefox, så Safari og til sidst Opera. Der findes desuden også en række andre browsere, men de har ikke nået samme popularitet.
Ud over browserne på computerne, så bliver rigtig mange websider selvfølgelig også besøgt af mobile enheder som tablets, og smartphones.
Hvilken version?
Det er vigtigt altid at sikre, du har den nyeste version af din browser. Dels er det nødvendigt for at kunne se alle websider korrekt, og ikke opleve fejl - men vigtigere lukker opdateringer også for huller, som hackere kan benytte sig af.
De fleste browsere opdaterer sig selv. Andre gør ikke. Endelig er nogle, som standard, sat til ikke at opdatere sig selv.
Herunder er en meget hurtig guide til hvordan du ser browserens versionsnummer og/eller opdaterer til sidste nye.
Bemærk, der løbende kan ske ændringer hertil, men grundlæggende er det det samme - ligeledes kan det også være anderledes, hvis du har en gammel browser.
Google Chrome
1: Klik på tegnet med de 3 streger øverst i højre hjørne
2: Vælg "Om Google Chrome"
3: Se version, og se samtidigt om det er nyeste version
Internet Explorer
1: Klik på værktøjsikonet øverst i højre hjørne
2: Vælg "Om Internet Explorer"
3: Se version, og se samtidigt om det er nyeste version
Bruger du Internet Explorer og er din version 10 eller derunder så læs blogindlægget om Internet Explorer opgraderinger
Firefox
1: Klik på Firefox knappen øverst til venstre
2: Vælg "Hjælp" => "Om Firefox"
3: Se version, og se samtidigt om det er nyeste version
Opera
1: Klik på Opera logo øverst til venstre
2: Vælg "Hjælp" => "Led efter opdateringer" for at opdatere eller "Hjælp" => "Om Opera" for at se versionen
Safari
1: Klik på "Safari" i din Safari menu øverst på skærmen
2: Vælg "Om Safari"
3: Se version, og se samtidigt om det er nyeste version
Tekniske begreber - 6 år siden